Carnegie Indsigt - 10. september

Overvægt aktier, globale obligationer ned til neutral: Efter en sommer hvor handelskrig har været den primære modvind for markederne, er vi nu komfortable med, at parterne arbejder konstruktivt på at finde en løsning på konflikten. Kineserne har afholdt sig fra at matche Trumps seneste forhøjelse af toldsatser og sender en delegation til Washington i starten af oktober for at forhandle. Sidste uges amerikanske nøgletal landede lidt under forventningerne, og selvom vi stadig tror på pæn fremgang i amerikansk økonomi - og ikke ser recession indenfor en overskuelig horisont, så tvinger det lidt svagere momentum Trump til at arbejde på at finde en løsning på handelskrigen.

Derfor vælger vi at vægte andelen af aktier op i vores porteføljer til overvægt, hvilket vi finansierer ved at sælge globale obligationer ned til neutral fra overvægt. Vi har været overvægt i globale obligationer siden maj i år og tager derfor nu lidt af de pæne gevinster, vi har haft på overvægten, hjem. Vi fortsætter med vores undervægt på danske obligationer, hvor afkastpotentialet fortsætter med at være lavt i den kommende tid.

De næste uger kommer til at kickstarte et efterår med lempelig pengepolitik globalt set. ECB holder møde i denne uge og har indikeret, at de formentlig vil skrue på renten ligesom de formentlig genstarter deres QE program. I næste uge mødes FED og markedet forventer utvetydigt en rentenedsættelse ligesom der forventes én yderligere inden årets udgang. Den lempelige pengepolitik vil støtte op om det lidt blødere momentum i økonomierne.

Ud over handelskrigen er der også de seneste uger geopolitisk fjernet risiko bl.a. om Brexit og Hong Kong. I Hong Kong har regeringen givet efter for presset fra de mange demonstranter og trukket lovforslaget om udlevering af kriminelle til Kina tilbage. Det bør dæmpe urolighederne på den korte bane.

Parlamentet i London har taget magten vedrørende Brexit fra Boris Johnson ved at tvinge ham til at bede om en udsættelse. Derudover har parlamentet nægtet ham et parlamentsvalg inden den 31. oktober. Selvom Johnsons regering formentlig vil gå langt for at forsøge at levere Brexit inden deadline i slutningen af oktober, så er risikoen for et hårdt Brexit mindsket markant. Det kan blive en lille håndsrækning til de udfordrede europæiske økonomier.   

Vi synes fortsat, at aktier er rimeligt prissat specielt med henblik på, at investorerne snart vil kigge på indtjeningstallene for 2020, hvor forventningerne måske nok stadig er lidt for høje, men det efterlader også muligheder for pæne aktiekursstigninger. Over den sidste uges tid har vi også kunnet observere en vis sektorrotation som har løftet blandt andet value- og finansaktier. Derfor har vi også justeret vores sektoreksponering i aktieporteføljerne imod en mere cyklisk profil med højere andel af finans, industri og value. Den justering har vi finansieret ved at sælge ud af nogle af de defensive aktier, som har performet stærkt i år, og som efterhånden er prissat til den dyre side.

På baggrund af ovenstående mener vi, at man, som investor, i den kommende tid bør være overvægt i aktier, som vi anser, som den aktivklasse med det mest attraktive afkast/risiko forhold.

Carnegie Indsigt er en markedsopdatering fra Carnegie Wealth Management, hvor du hver 14. dag kan læse om markedsudviklingen, og de faktorer som har betydning for investeringsstrategien.

© Copyright Carnegie Investment Bank AB 2019. All rights reserved.